Sammen med sine kolleger leder fysioterapeut Susanne Engbirk Grud flere gange om ugen mennesker igennem en gang fysisk træning, der lærer dem at leve livet med en hjertesygdom.
Susanne giver troen på hjertet tilbage
Tekst og foto: Vivi Sjøner / Kommunikation
- Er du okay? - Kan du klare en øvelse mere?
Susanne spørger omsorgsfuldt en ældre herre, der lige har sat sig på en bænk for at få vejret igen. Og han er helt ok. Han skal bare lige puste ud efter en øvelse, der fik hjertet til at pumpe og satte åndedrættet lidt på overarbejde.
Susanne smiler og er rolig. Hun er fysioterapeut ved Team Rehabilitering, Sundhedscenter Viborg, men denne formiddag står hun ved Bredemose i Undallslund skov i det smukkeste solskin sammen med sin kollega, sygeplejerske Gitte Bastrup Eriksen, og ni mænd og kvinder. Deltagerne er alle visiteret til et 12-ugers forløb fra sygehuset som en del af deres rehabiliteringsplan.
Susanne og Gitte er i gang med træning af dagens anden gruppe af borgere med hjertesygdom. Flokken står i en cirkel i en lysning ved siden af et stort madpakkehus, hvor der ligger, hænger og står forskellige træningsredskaber. Susanne leder aktivt opvarmningen, der får varmet kroppene op og sat pulsen i vejret. Noget der kan være angstprovokerende, når hjertet har været i stykker.
- Når man har en hjertesygdom, er det naturligt, at man også kan føle angst. Angst for, hvad man kan holde til, og hvordan kroppen reagerer, når den bliver brugt. Og vi ved, at forløbet kan være med til at mindske – eller måske stort set fjerne den angst. Det sker, når vi gennem træningen giver deltagerne troen på, at de kan mere end de tror – og måske tør, forklarer Susanne.
Motion med tryghed
Allerede første dag deltagerne møder til samtale i Sundhedscenter Viborg, bliver de udsat for en cykeltest. Denne test laver de igen ved afslutning af forløbet, og bliver brugt til at måle deres fysiske udvikling. Det er forventeligt, at hvis de træner 2-3 gang om ugen, så kan de forbedre sig 10 procent over en 12 ugers periode. Samtidigt kan vi se, at deltagernes håb for fremtiden også er vokset markant ved slutningen af et forløb.
“- Vores vigtigste opgave er at gøre deltagerne trygge, når vi slipper dem igen.
Selv er Susanne ikke utryg ved at få en borger med hjertesygdom til at hive efter vejret. For alle deltagerne er blevet lægefagligt vurderede på hospitalet, før de bliver henvist til os.
- Men, vi holder da øje med, om der er noget, der kan vække bekymring som fx ændret ansigtskulør, er de mere stille, end de plejer, mere trætte eller ser ud til at have smerter. Og hvis vi oplever det, så spørger vi straks ind til det. Hvis der er anledning til yderligere bekymring, beder vi borgeren om at kontakte sin læge, men vi har også muligheden for at henvende os direkte til hospitalet hvor vi har en sygeplejerske vi kan sparre med, fortæller Susanne.
Samarbejde på tværs af fag
Selv om Susanne og hendes kolleger gør en stor del af arbejdet, så hjælper træningen og samværet med ligesindede også de mange deltagere.
- Vi kan se, at de taler meget sammen. Ord får bare en anden vægt, når de kommer fra en person, der selv har prøvet det på egen krop. Så der er helt klart også et socialt element i træningen.
I dag er det en sygeplejerske, Susanne har med som makker. Andre gange er det en fysioterapeut. Men det kan også være en diætist eller en ergoterapeut, hvis der er udfordringer med at få arbejdsugen til at på op. Alle er nogle, som deltagerne kan møde i deres rehabiliteringsforløb. For udover den fysiske træning, er der også andre tilbud, de kan deltage i, som fx undervisning om sygdomsforståelse, kost og vaneændringer.
Susanne er rigtig glad for sig job og føler sig også meget privilegeret.
- Jeg har et rigtig godt samarbejde med mine kolleger, og jeg får lov til at komme helt tæt på mennesker, der befinder sig i en sårbar situation, og jeg bliver mødt med tillid og taknemmelighed. Det synes jeg er fantastisk, siger hun.
Og så er der jo også lige den smukke ”træningssal” midt ude i naturen. En træningssal, der er åbent året rundt.
- Ja, vi træner uanset vejret. Vi aflyser meget sjældent. Så skal vejret virkelig være slemt som fx isslag eller lign. Men i dag… prøv at se. Det er da en fantastisk måde at starte dagen på, smiler Susanne bredt.