Vægttab, rygestop og en sundere livsstil er blandt de ønsker, som mange af os har, når et nyt år begynder. Det giver hvert år ekstra travlhed i januar i Sundhedscenter Viborg. Sundheds- og forebyggelsesmedarbejder Line Falk hjælper blandt andet med at kvitte tobakken.
Et sundere liv kræver forberedelse
Tekst og foto af Vivi Sjøner/Kommunikation
Vi er mange, der kender det. Nu skal det være. Vi står her på tærsklen til et helt nyt år. En ny begyndelse. Det er et oplagt tidspunkt at starte på et nyt og bedre liv. Men ifølge Sundheds- og forebyggelsesmedarbejder i Sundhedscenter Viborg, Line Falk, er det måske ikke det bedste tidspunkt at ændre vaner.
- Mange ”slår sig” og falder hurtigt i igen. Det gør de, fordi de glemmer at forberede sig. At skabe livsstilsændringer kræver god forberedelse, fortæller Line, der primært har travlt med rygestop januar.
- Mange venter til januar, for de vil gerne lige have julen og nytåret med. Vi har også travlt i september hvert år, for så er ferien slut, og så er det tid til ændringer.
Plan er vigtig
Uanset om ønsket er at stoppe med at ryge, bruge snus, vægttab eller andet, så kræver det en plan. Det kan Line og hendes kolleger i Sundhedscenter Viborg eller i en af de fem Sundhedssatellitter hjælpe med gennem individuelle samtaler og gruppeforløb.
- Vi hjælper folk med at skabe en realistisk plan for, hvordan deres ændring skal lykkes. Vi har gruppeforløb for rygestop, der begynder i februar, for så er der tid til at forberede sig. Vores erfaring er, at jo bedre du er forberedt, jo større chancer er der for, at du lykkes, fortæller Line, der forsætter:
- Det er meget vigtigt, at du finder ud at, hvorfor du ønsker at tabe dig, stoppe med at ryge eller tage snus. Er det for andres skyld? For din egen skyld? Ønsker du bedre at kunne trække vejret, gå op ad trappen eller sætte dig på gulvet og lege med børnebørnene?
Når Line taler med folk om fx rygestop, er det uden løftede pegefingre eller fordømmelse. Ingen bliver slået i hovedet med ”tag dig sammen” eller ”du skal bare”. Line ved, det er svært at ændre vaner.
- Ryger du 20 cigaretter om dagen, så er det 20 vaner, du skal ændre. For ingen af de 20 vaner ligner hinanden. Du skal planlægge, hvad du vil erstatte den cigaret med, som du plejer at ryge efter et måltid, sammen med en kop kaffe, når du taler i telefon, hvis du ser tv eller hvis livet gør ondt.
Det handler om små skridt
Line og hendes kolleger kan hjælpe med at skabe en realistisk plan for en livsstilsændring. De hjælper med at bryde vejen til målet ned til helt små skridt, så det ikke er så galt - når og ikke hvis - du falder i.
“Hvis en borger falder i, så siger vedkommende gerne: ”Jeg har syndet.” Det er et frygteligt ord. Jeg bliver helt ked af det, når folk siger det. Ingen skal slå sig selv i hovedet, fordi de har fejlet. Ja, vi fejler alle, og vi falder alle i, men vi kan også komme videre igen.
Til gengæld er Line glad for alt andet ved sit job.
- Tænk at mennesker, der har mod på at lave forandringer i deres liv, inviterer mig og mine kolleger indenfor. Det er da det fedeste i hele verden, lyder det fra en storsmilende Line.
Sundhedscenter Viborg
Sundhedscenter Viborg og dens fem satellitter i Møldrup, Ørum, Stoholm, Karup og Bjerringbro tilbyder en lang række sundhedstilbud til borgere i alle aldre. Nogle af tilbuddene kræver henvisning, andre ikke.
Her er tilbud indenfor fx mental sundhed, ryge- og snusstop, alkoholoverforbrug, mad og måltider, motion, ensomhed og mange andre.
Alle tilbud er gratis.
Se mere på Sundhedscenter Viborgs hjemmeside