Team hjælper med det, vi ikke taler om

Kontinensteamet arbejder hver dag med mennesker, der lider af noget, vi ikke taler højt om – desværre. For rigtig mange kan få hjælp til at slippe af med lidelsen eller få det meget bedre.

Få artiklen læst op

...

Tekst, foto og oplæsning: Vivi Sjøner/Kommunikation

Alle mennesker går på toilettet. Men vandladning, afføring og prutter er ikke noget vi taler om. Slet ikke hvis vi har problemer med det. For det er lidt flovt at tale om, ik’?

Men hvorfor er noget af det mest naturlige så stort et tabu?

- Når vi ikke taler om det, når det fungerer normalt, så bliver det bare mere pinligt at tale om, når man ikke kan styre sin urin og afføring. Samtidigt forbinder vi det, at man ikke kan kontrollere det, med små børn og gamle, affældige mennesker, forklarer kontinenssygeplejerske Susanne Würtz, der har arbejdet med området i 30 år.

Sammen med fysioterapeuterne Mette Moeslund og Ditte Gundtoft, der har speciale i bækkenbundstræning, udgør Susanne Kontinensteamet hos Sundhedscenter Viborg. Her arbejder de netop med at hjælpe mennesker, der lider af inkontinens, som det hedder, når man har problemer af forskellig art med vandladning eller afføring.

Og det er sjældent, at vi ikke kan hjælpe, fastslår Mette Moeslund.

Hjælper i trygge omgivelser

Både mænd og kvinder kan bliver ramt af inkontinens, og  ofte går folk i mange år, inden de henvender sig for at få hjælp. Også selv om det påvirker deres liv negativt på mange måder både fysisk, psykisk og socialt.  Det handler om, at mange fejlagtigt tror, at det er en naturlig del af det at blive ældre. Men det handler i allerhøjeste grad også om, at området er belagt med et tabu.

Susanne, Mette og Ditte har ingen problemer med at tale om inkontinens. Deres engagement og erfaring gør, at de formår at skabe en tryg stemning i lokalet, og så pludselig taler man lidt om problemet, som var det en brækket skulder.

- Når vi møder et menneske her hos os, sørger vi for at skabe et trygt rum – også rent fysisk med låste døre og nedrullede gardiner, hvis det er nødvendigt. Vi lytter til vedkommende, og han eller hun kan mærke, at vi tager dem alvorligt og har tid, siger Susanne.

Ikke en sygdom

Et af kontinensteamets opgaver er at finde årsagen til symptomerne, og nogle gange er løsningen ikke så problematisk.

- Inkontinens er ikke en sygdom, men et symptom på et problem. Det kan være forstoppelse, for meget væskeindtag, væske i ben, eller en slap muskulatur. Og de fleste symptomer kan vi finde løsninger på, som hjælper, siger Ditte.

Løsningen kan fx være træning, drikke mindre eller kompressionsstrømper.

- Vi oplever, at især kvinder, kan være lidt flove over, at de ikke har fået trænet den bækkenbund, som de gennem årene gang på gang har hørt, at de skal. Men, der er så meget, vi skal nå i en travl hverdag, så det kan være svært at få gjort det hele. Men det er bare en vigtig træning, der især gavner os, når vi kommer i overgangsalderen og østrogenniveauet falder og gamle fødselsskader måske viser sig, forklarer Mette.

Kontinensteamet deltager blandt andet også, når Sundhedscenter Viborg holder temaaftener, hvor deres speciale er relevant. Det sker fx til en temaften den 22. november om kvinders overgangsalder.

- Vores ønske er, at folk så tidligt som muligt kommer til os, når de oplever problemer med inkontinens. For hvis man ellers er sund, rask og fungerer rent kognitivt, kan vi hjælpe, siger Susanne.