Praktik blev indgangen til første job

Efter praktikforløb og efterfølgende job som studentermedhjælpere er Mads Davidsen og Kasper Dahl Jensen nu ansat som udviklingskonsulenter i Sekretariatet i Børn & Unge. Praktikforløbene blev indgangen til deres første ”voksenjob”.

Tekst og foto: Britt Roslyng / Kommunikation

I efteråret 2021 startede Mads Davidsen i praktik i Viborg Kommune. Han læste politik og administration på Aalborg Universitet og skiftede i et semester forelæsninger og bøger ud med et skrivebord i sekretariatet i Børn & Unge.  

- Med mit studie kan man gå så mange forskellige retninger. Derfor var det også lidt svært helt at vide, hvad jeg kunne forvente af min praktik. Men jeg blev langsomt guidet ind i mine opgaver, og jo mere jeg viste, hvad jeg kunne, jo mere blev jeg også smidt ud på dybere og dybere vand. Det var faktisk rigtig fedt, fortæller Mads Davidsen.

Netop ansvaret peger Mads på som det allerbedste ved at være i praktik i Viborg Kommune.

- Ansvaret og den tillid jeg fik, var helt sikkert det bedste. Jeg følte, at det var ligesom at være færdiguddannet, og det var allerede fra første dag, jeg kom ind.

Hånd i ryggen

Mads Davidsen var i praktik i efteråret 2021.

I Viborg Kommune sidder alle medarbejdere i storrumskontorer, og Mads fik plads ved siden af de kolleger, han skulle løse opgaver sammen med. Det gav ham indsigt i de andres opgaver og mulighed for hurtig sparring.

- Som praktikant er der altid en kollega, du kan støtte sig op ad, hvis der er noget, du er usikker på eller ikke kan finde ud af. Det gjorde også, at jeg turde kaste mig ud i helt nye opgaver, for jeg var sikker på, at jeg nok skulle løse dem, siger Mads.

I den periode, hvor Mads var praktik, var man i gang med en stor analyse af dagtilbudsområdet.

- Jeg var med til at lave dagtilbudsanalysen, hvor jeg analyserede på pasningsbehov og kapacitetsudfordringer. Jeg deltog også i møderne sammen med chefer og områdeledere. Jeg blev behandlet som ligeværdigt med mine kolleger og kunne komme med mine input til, hvordan analysen potentielt kunne se ud.

Praktikken gik så godt, at Mads blev tilbudt at fortsætte som studentermedhjælper i sekretariatet efter praktikperioden.

Mere tid til fordybelse

Semesteret efter Mads startede Kasper Dahl Jensen i praktik i Sekretariatet. Han læste politik og økonomi på Aarhus Universitet og husker tilbage på sin første praktikdag med et smil på læben.

- Min første dag var faktisk lidt kaotisk. Jeg startede lige inden, vi skulle have en stor analyse sendt til tryk, og jeg blev bedt om at ændre nogle farvekoder i nogle grafer, så der var ikke tid til den store introduktion lige den dag, husker Kasper Dahl Jensen.

Ligesom Mads oplevede Kasper at få lov til at løse spændende opgaver og få meget ansvar.

- Før jeg startede i praktik, var der ikke rigtig nogen i teamet, der havde arbejdet med BI [Business intelligence]. Jeg fik tiden til at lege med det program, vi bruger til BI, for at lære det at kende. Det er én af de opgaver, jeg har båret med mig fra min praktik over til mit studiejob. Og det er stadig mig, der har opgaven den dag i dag, fortæller Kasper.

Netop tid, peger Kasper på, er én af de væsentligste forskelle på at gå fra at være praktikant til at blive student og fuldtidsansat.

- Når man er praktikant, får man tid til at sætte sig ind i nye opgaver og programmer. Jeg kunne sætte mig foran computeren og trykke på alle knapperne og finde ud af, hvad de gør. Den samme tid har jeg ikke i dag. Det er jo fordelen ved at være i praktik samme sted, som man senere bliver ansat.

Fra praktikant til student til udviklingskonsulent

Kasper blev efter endt praktik ansat som student og senere udviklingskonsulent i Sekretariatet i Børn & Unge

Både Mads og Kasper blev tilbudt at fortsætte som studenter i sekretariatet, da deres praktikforløb sluttede, og begge blev ansat som udviklingskonsulenter. Den største forskel oplevede de i overgangen fra at være praktikant til student.

- Der skete et skift i overgangen fra praktikant til student i forhold til de opgaver, vi fik. Som student er du der færre timer om ugen, og derfor får du også nogle mindre interessante opgaver, som fx at skrive høringssvar ind i dokumenter. Den opgave ville vi aldrig have fået som praktikanter, siger Kasper.

Mads nikker og tilføjer:

- Det er klart, at mine arbejdsopgaver har ændret sig, efter jeg blev fastansat. Mine opgaver skal løses i et andet tempo, og jeg har et endnu større ansvar. Der er opgaver, jeg selv skal klappe af og til en bestemt deadline. Det giver en stejl læringskurven, men det synes jeg, er enormt spændende, slutter Mads.