Frivillige trevler knuder på garn op på Karup Skole

Garn, der slår knuder og symaskiner, der skal trådes. Det er nogle af de ting, som frivillige hjælper til med i faget Håndværk og Design på Karup Skole.

Tekst og foto: Britt Roslyng / Kommunikation

Pædagogisk leder Susanne Ruskjær står klar ved indgangen, da Vivi.dks udsendte ankommer til Karup Skole. Hun byder velkommen, og vi sætter os ind i et mødelokale sammen med Hanne Mette Thagaard, der er formand for Røde Kors i Karup.

- Vi skulle have set undervisningen, men de holder fastelavn i dag, så vi tager den i mødelokalet her, forklarer Susanne Ruskjær, inden samtalen drejer over på det, vi er samlet for. De frivillige.

- Vi er på nuværende tidspunkt fjorten frivillige tilknyttet Karup Skole, fortæller Hanne Mette Thagaard, efter hun har talt efter på fingrene.

Godt fra start

Susanne Ruskjær er pædagogisk leder og ansvarlig for at koordinere aftaler med de frivillige

Ni er frivillige læsevenner i 1. til 6. klasse, mens fem af de frivillige hjælper til i faget Håndværk & Design - en blanding mellem de tidligere fag håndarbejde og sløjd.

De fjorten frivillige er mødt ind på skolen siden årsskiftet. Samarbejdet kom i hus, da skolen kontaktede frivilligkoordinator i Børn & Unge, Gitte Daugbjerg Andersen, der arrangerede et møde med Røde Kors.

- Det var egentlig ret nemt. Da vi først havde fået det formelle på plads og fordelt de frivillige ud på de enkelte klasser, så kører det bare, fortæller Susanne Ruskjær.

Og samarbejdet med de frivillige er kommet godt fra start.

- Lærerne kunne byde ind, om de ville have frivillige tilknyttet deres undervisningen. Efter de første måneder har nogle af de lærere, der ikke bed til bolle i første omgang, vendt retur. Nu vil de også gerne have frivillige i deres timer. Det er jo dejligt, siger Susanne Ruskjær.

Går glad hjem

Hanne Mette Thagaard har været lærer på Karup Skole i 37 år og har blandt andet undervist i håndarbejde. Hun nyder at være retur på skolen i rollen som frivillig.

- Vi er som frivillige de ekstra hænder i klasselokalet. Det er læreren, der står for selve undervisningen. For mig føles det lidt som at være i min egen bukselomme, og jeg nyder virkelig at hjælpe til. Jeg går altid glad hjem.

Hanne Mette hjælper både til i Dansk og Håndværk & Design, og så er hun skolens kontaktperson til de øvrige frivillige.

Påskekyllinger og fastelavnskostumer

Hanne Mette hjælper en dreng med at trevle en knude op.

Samtalen glider let, og de to kvinder fortæller på skift om, hvor glade de er for, at de har fået et samarbejde op at stå.

Vi er nået til et punkt, hvor der skal tages billeder til artiklen. Ikke at forklejne mødelokalet, meeen det erikke det mest spændende sted til billeder. Derfor går vi ned til Håndværk & Design-lokalet, hvor 3. klasse - iført deres fastelavnskostumer - er i gang med at lave påskekyllinger.

Og inden længe er Hanne Mette sat i sving.

- Mit garn har en stor knude. Vil du hjælpe mig? Spørger en dreng Hanne Mette.

- Det er et rigtig godt eksempel på, hvad vi kan hjælpe med.

Det bekræfter Gitte Krog, der underviser i Håndværk & Design på Karup Skole.

- Jeg har meget glæde af at have frivillige med i undervisningen. Jeg sætter eleverne i gang med det, vi skal lave, og så hjælper de frivillige med de praktiske opgaver, fx at klippe en tråd. Det gør, at jeg har mere tid til eleverne.

Ekstra hænder = flere muligheder

Gitte Krog underviser blandt andre 3. klasse i Håndværk & Design

De ekstra hænder i undervisningen giver mulighed for at tilrettelægge undervisningen på en anden måde.

- Der er flere ting, der bliver muligt, når man er flere hænder. Det kan fx være svært at lære 28 elever at strikke, men når vi har frivillige, kan vi dele eleverne op i mindre hold, og så er der mere tid til at hjælpe, fortæller Gitte Krog. 

På Karup Skole er efterspørgslen på frivillige steget, og det mærker de også hos Røde Kors.

- Jeg skal hjem og skrive et opslag på vores Facebook-side senere i dag, hvor vi efterlyser to frivillige mere til skolen, slutter Hanne Mette.