Frirum og ekstra hænder

Anna Marie Hald er tovholder for fire frivillige skolevenner på Bjerringbro Skole. De fire frivillige giver ekstra hænder i undervisningen og frirum til læreren.

Tekst og foto: Britt Roslyng, Kommunikation

Få teksten læst op

...

Frirum står ikke på skoleskemaet, men det er det, lærerne får, når skolevennerne møder ind en hel skoledag. På Bjerringbro Skole har der de sidste tre år været skolevenner.

- Det giver plads til, at lærerne kan planlægge ekstra aktiviteter de dage, de frivillige er her. Når skolevennen er i klassen om onsdagen, så lægger læreren udflugten den dag, for så ved de, at der er ekstra hænder. Det kan være meget rart, hvis de for eksempel skal på udflugt på cykel, fortæller Anna Marie Hald, tovholder for de frivillige på Bjerringbro Skole afdeling Koldskær.

Skolevennerne er med en hel skoledag, hvor de er i den samme klasse. Deres tilstedeværelse giver ro og tryghed, fordi de er et kendt ansigt.

- Det handler ikke om at tage arbejdet fra lærerne, men hvis eleverne har brug for at få en opgave forklaret en ekstra gang eller brug for en voksen til at trøste sig, så er det godt med en ekstra voksen, siger hun.

På udkig i motionscenteret

Skolens Venner er en landsdækkende frivillig forening, der organiserer frivillige skolevenner i skolen. Bjerringbro Skole betaler et mindre beløb til organisationen. Til gengæld står Skolens Venner for arbejdet med forsikringer og hjælper med at rekruttere nye skolevenner.

Noget af rekrutteringen står Anna Marie Hald også for.

- Jeg har besøgt det lokale fitnesscenter en mandag morgen, hvor 40 friske seniorer gør gymnastik i håb om, at jeg kan lokke flere til at blive skolevenner. Lige nu har vi fire kvinder, der alle er tilknyttet klasser i indskolingen. Det kunne være dejligt, hvis vi måske fandt en mand eller to. Det kunne også være spændende med skolevenner på mellemtrinnet og i udskolingen, siger Anna Marie Hald.

Lærerne får mere overskud, eleverne mere voksenkontakt og skolevennerne noget meningsfyldt at møde ind til.

Anna Marie Hald

Win win for alle

Alle er glade for ordningen. Ud over at lærere og elever nyder godt af en ekstra voksen, er skolevennerne også meget begejstret for at komme på skolen. En del har fulgt den samme klasse i flere år, og derfor kender skolens elever skolevennerne rigtig godt, og de hilser på dem – også uden for skoletiden.

På Bjerringbro Skole møder alle fire skolevenner ind samme dag. Pauserne holder de sammen med lærerne og pædagogerne i afdelingen.

- De nyder at tale med hinanden og udveksle erfaringer, men også at være en del af os andre ansatte i indskolingen. I år er de faktisk også kommet på planchen som de andre ansatte. De føler, at de er et kendt ansigt på skolen, og vi ved alle sammen, hvem de er, siger Anna Marie Hald og tilføjer:

- Det er en win win for alle. Lærerne får mere overskud, eleverne mere voksenkontakt og skolevennerne noget meningsfyldt at møde ind til.