DigiTek-prisen ”Godt gået” gik i 2023 til Aktivitet og Udvikling, Team Karup/Fjends. Her kan du læse eksempler på gode oplevelser borgerne fik ud af vindernes brug af velfærdsteknologi.
Tur til Thailand og musik-quiz
Tekst og foto: Vivi Sjøner/Kommunikation
Det er vigtigt for Tina Ehlert og Nanna Caroc fra Aktivitet og Udvikling, Team Karup/Fjends, at når de bruger velfærdsteknologien sammen med de ældre, så skal det være relevant for borgerne.
- Det kan være Ella på 95, der skal til konfirmation eller bryllup, som vi så sammen undersøger, om vi kan få ChatGPT til at skrive et lykønskningskort. Og Ella bliver jo en stjerne på festdagen, fordi hun har fået hjælp at ChatGPT til at skrive det personlige lykønskningskort, forklarer Nanna.
Smed rollator og rejste til Thailand
En 72-årige kvindes store drøm var at besøge sin søn i Thailand. Men hun gik med rollator og balancen var for dårlig til at kun kunne klare turen. Men så blev hun præsenteret for noget velfærdsteknologi.
“Vi inviterede borgeren med på et Moto Tiles-hold. Tre måneder senere havde hun ikke længere brug for sin rollator og tog til Thailand, fortæller Tina.
- Og hun er ikke den eneste borger, der har fået så godt funktionsniveau, at hjælpemidler ikke har været nødvendigt længere. Den legende tilgang til træningen, som teknologien giver os, den virker.
De fliser, Tina og Nanna taler om, er såkaldte ”Moto Tiles”. Det er digitale fliser, der interaktivt lyser op, når man træder på dem. Der forbundet til en IPad, som har mange forskellige træningsprogrammer til fliserne. Så gennem leg og bevægelse, er de et redskab til at træne balance, motorik og styrke hos ældre borgere med funktionsnedsættelse.
Fliserne er velfærdsteknologi. Det samme er den store touchskærm, hvor Team Karup/Fjends bl.a. laver musikquizzer, læser interaktive artikler og ser nyheder på sammen med borgerne.
- Vi omfavner velfærdsteknologien og de muligheder, vi har for at bruge den sammen med borgerne, siger Nanna Caroc.
Robotbesøg og Google
Team Karup/Fjends har haft besøg af Viborg Bibliotekerne, der kom på besøg med fire slags robotter fra deres Makerspace. Det besøg giver de ældre mulighed for at blive klogere på noget af det, der rører sig i samfundet – foruden det gav en masse WAUW-oplevelser
Teamet har også en kæmpe touchskærm, som de kan bruge til alverdens ting. De kan lave grand prix-quizzer, lave vendespil, læse interaktive artikler, gå på Google Earth og finde barndomshjem og se aktuelle nyhedsudsendelser sammen.
- Da Børsen brændte, sad vi og så det på skærmen, og det fik naturligt gang i snakken om bl.a. besøg i København og historiske spørgsmål. Via skærmen kunne vi jo samtidig google og søge på internettet, så vi fik hurtigt en super spændende dialog i gang, siger Nanna.
Det er det, Tina og Nanna kalder ’nutidsnærværende’. De ældre kan følge med i noget, der sker lige her og nu overalt i verden. Opstår der spørgsmål, så kan de google det sammen på touchskærmen.
Men det er ikke et usædvanligt syn, at en ældre borger sidder i lænestolen og finder svarene på sin mobiltelefon. For med hjælp fra Team Karup/Fjends indsats rykker den teknologiske og digitale fortrolighed ind som en naturlig del at de ældres hverdag.