Socialkompasset viser vej til fællesskaber

Alle medarbejdere og borgere har adgang til Socialkompas.dk, der viser vej til alverdens fællesskaber. For sundheds- og forebyggelseskonsulent Dennis Krogsdal Laursen er socialkompasset i dag et supergodt redskab i arbejdet med borgerne.

Tekst og foto: Vivi Sjøner/Kommunikation

Et godt og brugbart redskab, der gør arbejdet lettere og som samtidig er en hjælp til borgeren. Lyder det ikke fedt?

Det er, hvad sundheds- og forebyggelseskonsulent, Dennis Krogsdal Laursen, har fået med hjemmesiden socialkompas.dk, som han flittigt bruger, når han sidder med borgere i Sundhedscenter Viborg.

- Socialkompasset rummer så mange forskellige fællesskaber, som jeg kan vejlede borgerne om. Det er lige fra spise- og gågrupper til rådgivning og vejledning, hvis en borger står i en svær situation, fortæller Dennis.

Socialkompas.dk er landsdækkende, men der er en lokal side Viborg Kommune, der kun viser de lokale tilbud. Derudover kan man søge på forskellige kategorier, emner og alder. Og det er med til at gøre det til et overskueligt redskab – både for borgere og for Dennis.

Det er det gode ved Socialkompas.dk, at det er nemt at finde rundt i.

Det er også lynhurtigt at se, om det tilbud er virtuelt eller fysisk – endnu en ting, som Dennis er glad for.

- Jeg har nogle borgere med angst, hvor de ønsker, at vi kigger på virtuelle tilbud først, da det kan være første skridt mod et fysisk fællesskab. Der kan også være nogle, der har svært ved at deltage på de tidspunkter, hvor fysiske aktiviteter ligger. Her er det vigtigt at kunne se, hvad der er virtuelt eller fysisk, forklarer Dennis.

Andre kan får gavn af det

Klikker du ind på et tilbud på socialkompasset, kommer der en udførlig beskrivelse af, hvad tilbuddet indeholder. På den måde sikrer du dig, at du er på rette vej, når det gælder målgruppe.

- Det er ikke altid en borger kan se sig selv i et specifikt tilbud, men ud fra beskrivelsen og mit kendskab til borgeren, kan jeg bedre rådgive om tilbuddet, fordi beskrivelsen er så fyldestgørende. Det er endnu en grund til, at det er et redskab, der er både relevant og let at bruge.

I det hele taget tænker Dennis og hans kolleger socialkompasset ind i deres eksisterende indsatser som fx ”Lær at tackle”-kurser og ”Sunde Sammen”, hvor borgerne måske kan have gavn og lyst til at forsætte de gode vaner i et nyt fællesskab.

- Jeg tror, mange andre kolleger kan have god nytte af at bruge socialkompasset. Det kunne fx være i forbindelse med opfølgning af sundhedsindsatser, eller hvis de møder en borger, der skal have hjælp til at finde en aktivitet eller et fællesskab, som de kan deltage i. Vi kunne måske nævne socialkompasset på en opfølgningscafé efter et rehabiliteringsforløb, foreslår Dennis.

Alt indhold bliver tjekket

Dennis er ikke kun bruger af socialkompasset. Han sender også tilbud fra Sundhedscenter Viborg til hjemmesiden, så borgerne – og kolleger – kan finde dem på hjemmesiden.

I Viborg Kommune er det De Frivilliges Hus - Stationen, der står for at opdatere og godkende de tilbud, som bliver lagt på socialkompasset. Folderfoto/tekst

- For mig, som medarbejder, er det rart at vide, at der er nogen, der tjekker op på de tilbud, vi selv sender ind, men at jeg også ved, at de tilbud, jeg ser på socialkompasset, hele tiden er opdateret. Det giver mig et redskab, jeg ved, der virker, fortæller Dennis.

Alle, der har et tilbud på socialkompas.dk, får adgang til at se tal på, hvor mange der klikker ind på de forskellige tilbud. Det kan give stof til eftertanke.

- Vi kan fx se, at rigtig mange er inde og læse om Naturgruppen, men få tilmelder sig. Her skal vi måske ind og se på beskrivelsen eller selve tilbuddets udformning, for hvorfor er så mange interesserede uden ret mange melder sig til. Hvad er showstopperen, spørger Dennis og ved, at der ligger en lille opgave og venter.

Der er stadig tilbud i Viborg Kommune, som ikke er kommet med på socialkompas.dk, og Dennis kan være lidt bekymret for, at nogle bliver lidt skræmt af navnet socialkompas.

- Fordi ordet ”social” indgår i navnet, er der nogle, der tænker, at deres tilbud ikke skal vises her, fordi ordet for dem kan have en lidt negativ klang. Og det er synd. For ønsket og drømmen er, at socialkompas.dk bliver én samlende platform for alle aktiviteter og fællesskaber, som både borgere og medarbejdere har efterspurgt i lang tid, lyder det fra Dennis, som tilføjer med et smil:

Og det er jo dejligt at være i et fællesskab.