En helt særlig oase fylder 20 år

Ask og Jacob glæder sig til at byde velkommen til skattejagt i Hald Ege Miniregnskov blandt bananpalmer, aber, øgler, papegøjer og mange flere dyr – fx den orange skægagame, som man kan komme helt tæt på.

Tekst og Foto: Marianne Fauerholdt

Man træder ind i en helt anden - let fugtig - verden, når man åbner døren til Hald Ege Miniregnskov. Der er grønne planter over alt, og eksotiske fugleskrig runger i luften. Det er en regnskov midt i Jylland - og så er det en helt særlig arbejdsplads, der fungerer både som turistattraktion og beskyttet arbejdsplads for voksne med funktionsnedsættelser af forskellig slags.

Arbejdsplads før attraktion

Indsatsmedarbejder Ask Grandjean-Bender slår fast, at det først og fremmest er en beskyttet arbejdsplads – dernæst en attraktion:
- Vi prioriterer medarbejdernes dagligdag og et udviklende arbejdsliv først. Og så kan det godt ske, at man som gæst somme tider kan støde på nogle ting, hvor man tænker: Hvorfor hænger det skævt, eller hvorfor ser det sådan ud? Jamen, så er det er simpelthen af hensyn til de medarbejdere. De får lov til at løse opgaverne, så det fungerer for dem, og de har det godt med det.

Det er altså de beskyttede medarbejdere, som driver regnskoven og arbejdet med planterne og dyrene, mens de kommunale indsatsmedarbejdere guider og fungerer som en slags projektledere.

Jacob er dyrenes ven

Jacob Wieland er en af de borgere, der har regnskoven som sin arbejdsplads, og han glæder sig til jubilæumsugen, den 12.-19. maj, hvor hans arbejde primært bliver at vise dyrene frem:
- Det er nemlig mit speciale! Og i jubilæumsugen kan folk få lov at røre ved skægagamen, fortæller Jacob med et stort smil, mens han klapper det leguan-lignende dyr, som han til lejligheden har sat på brystet, mens han bliver interviewet og viser rundt i regnskoven.

Skægagamen kan godt se lidt farlig ud, men ifølge Jacob er der ingen farlige dyr i Hald Ege Regnskov, og de to her ser da også ud til at være ret gode venner.

Skægagamen har fået sit navn, fordi piggene på siden af de store kinder ligner skæg, og så er der noget helt specielt ved den, fremhæver Jacob:
- Den kan godt skifte farve, alt efter, hvilket humør den er i. Det gule og orange skæg, betyder, at den er i godt humør, og jeg har faktisk aldrig set ham med andre farver, så jeg ved, at han har det godt her. 

Skattejagt for børn og blomster til mor

Det orangeskæggede dyr bliver helt sikker et hit i jubilæumsugen, for publikum plejer ikke at få lov at røre ved dem. Og det helt store trækplaster bliver en skattejagt med præmier til børnene, søndag den 12. maj. Samme dag kan man også købe eksotiske blomster med hjem til mor.

Ask Grandjean-Bender fortæller om forberedelserne til den store dag:
- Vi skal selvfølgelig have gjort det hele ekstra rent. Det hele skal være så flot som muligt, når gæsterne kommer. Vi skal selvfølgelig have helt styr på skattejagten, og der skal købes præmier til børnene. Ja, så skal vi f.eks. også have bestilt planter og balloner hjem til jubilæet.

Vi skulle hilse fra alle i regnskoven og sige, at de glæder sig til at modtage alle gæster – store som små - i jubilæumsugen. Og det koster kun en flad 20’er at besøge den grønne oase i Hald Ege, hvor man kan møde alt fra silkeaber og slanger til klappegeder, marsvin og høns.  

 

De store øgler fodres først

Til daglig har Viborg Kommunes medarbejdere i Hald Ege Miniregnskov en meget koordinerende rolle. De har delt opgaverne ind i mindre projekter, fortæller Ask Grandjean-Bender:
- Vi deler opgaverne ud i mindre bidder, og så kommer medarbejderne tilbage og fortæller, når de har udført en opgave og er klar til en ny. Men det er hele tiden dem selv, der udfører opgaverne med dyrene og planterne og hele driften af regnskoven.

For Jacob Wieland er regnskoven en virkelig god arbejdsplads, fordi han elsker dyr – men også fordi han får lov at bestemme så meget selv:

”Jeg bestemmer selv, hvilken rækkefølge jeg tager dyrene i. Så det er et meget selvstændigt arbejde. Det er Fedt!”

Jacob er en af de mest rutinerede medarbejdere i Hald Ege, hvor han til sommer har arbejdet i 9 år. De fleste hverdage arbejder han fra kl. 8 til kl. 12. Hans faste opgaver er at give dyrene mad og vand samt rydde op efter behov, fortæller han:


- Jamen, jeg har meget en fast rutine med, at jeg tager de store øgler først hver morgen. Jeg har fundet ud af, at de rigtig godt kan lide, at man er tidligt færdig hos dem. Også araerne bliver fodret ret tidligt, så de ikke begynder at skabe sig.

Hver morgen besøger Jacob først de store, grønne øgler. Krabaten ”KC” her er 1,6 meter lang.

Hurlumhej og højt humør

Jacob Wieland og Ask Grandjean-Bender er enige om, at der er helt særlig stemning og en humoristisk tone blandt alle kollegerne i Hald Ege Miniregnskov.
- Vi kan godt gå og joke lidt med hinanden, og humor er altid en stor del af hverdagen. Og ofte sker der også bare skøre ting som f.eks. en silkeabe, der stikker af. Det er jo ikke alle steder, man lige må smide hvad man har i hænderne for at fange en abe, og det giver et særligt sammenhold, at vi hele tiden skal have mange bolde i luften og skifte retning undervejs, griner Ask Grandjean-Bender.

- Og den anden dag var der lige pludselig brandøvelse, tilføjer Jacob Wieland og fortsætter:

- Ja, det var jo ikke så godt et tidspunkt, for vi var lige ved at fange en papegøje, som var sluppet ud. Men det var der ikke noget at gøre ved, sagde vores chef Lone. Alle måtte ud af bygningerne med det samme.

Hvis man skal tro de to gode kolleger, så sker der nærmest sjove ting på deres arbejdsplads hver eneste dag. I sidste uge faldt en af kollegerne f.eks. ’pladask på maven’ ned i søen, da han ville samle et blad op. Der skete heldigvis ikke noget – men sjovt så det ud.