Kollegaer hopper på cyklen med stor succes

Maj måned er lig med kampagnen Vi cykler til arbejde, og det er en god anledning til at styrke fællesskabet i afdelingen og booste indtaget af frisk luft og kilometer i benene

Tekst: Katrine Rubeck, Kommunikation / Privatfoto

Hver dag hopper mange ansatte i Viborg Kommune på cyklen for at transportere sig på arbejde, men i maj måned er der lige lidt flere, der finder jernhesten frem fra skuret, når kampagnen Vi cykler til arbejde ruller.

Pernille Nørgaard Kolk, der er ergoterapeut hos Center for Mestring, deltog sidste år på vinderholdet, og hun er helt ærgerlig over, at hun i år har nogle fridage i maj.  

- Det har jeg det faktisk lidt stramt over, det er jo dage, jeg går glip af. Vi går all in på kampagnen, når vi først er i gang. Selvfølgelig er der konkurrenceelementet, men det er i den grad fællesskabet, der driver værket. Vi har noget, som vi er sammen om, forklarer hun.

- Vi kan godt lide at være aktive sammen. Vi har også været med i Tæl skridt-kampagnen, og vi deltager i andre aktiviteter, hvor vi dyrker fællesskabet. Det betyder noget, at vi også laver noget, der er lidt festligt i hverdagen, og alle går rigtig meget op i det, også selvom man har langt på arbejde.

Ifølge Pernille er det ikke nogen hindring for at deltage. For eksempel har hun en kollega, der cykler fra Silkeborg, og hun kommer selv fra Løgstrup. Men det er også en mulighed blot at cykle noget af vejen, det hele tæller i regnskabet.

Sjove trofæer og badges motiverer

Pernille Nørgaard Kolk cykler selv fra Løgstrup til Viborg, når kampagnen Vi cykler til arbejde ruller / Privatfoto.

Som ekstra motivation er der i løbet måneden indlagte konkurrencer og udfordringer som for eksempel Hent en kollega-dag og Omvejs-onsdag, derudover kan man indhente trofæer som cyklet langt, cykler i regnvejr, eller man har haft kage med til kollegerne.

- Jeg prøvede en dag at skulle have kage med, det var ikke helt nemt at balancere den på cyklen. Men det er er de her små udfordringer, der gør det ekstra sjovt at være med, vi går meget op i det, fortæller Pernille Nørgaard Kolk.

I hele maj gælder det om at cykle så mange dage som muligt. Hver dag på cyklen giver et lod i Cykelistforbundets lodtrækning om holdpræmier. Men også internt i kommunen er der en konkurrence, hvor det hold, der cykler flest kilometer pr. deltager, vinder en præmie, som er sponsoreret af Sundhedsområdet og Personale og Organisation. Det var den konkurrence, Center for Mestring vandt i 2023.  

Det handler om at klemme motion ind i hverdagen

Det er Sundhedsområdet og Personale og Organisation, der sponsorerer præmien, og for sundheds- og forebyggelsesmedarbejder Maria Albinus Rømer, giver det god mening.

- Ifølge Sundhedsstyrelsen så anbefales det at voksne skal være fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og cykelturen til/fra arbejde kan være med til at opfylde anbefalingerne.

- Chris MacDonald siger det meget godt: Vores forfædre bevægede sig kun, når det var nødvendigt for at overleve - eller når det var sjovt. Vi er programmerede til det samme, og derfor gælder det om at klemme motionen i sin hverdag og på den måde gøre det til en nødvendighed. At bruge cyklen til transport fra A til B er et fremragende bud. Lav en forpligtende aftale med dig selv om at cykle til arbejde: Du skal jo alligevel derhen - det er ikke til forhandling, supplerer Maria Albinus Rømer.

På Vicki.dk kan du læse om, hvordan I deltager med et hold. Der er tilmeldingsfrist 28. april.