Tag på tur med Vita

Vil du have hyggelige og sjove oplevelser sammen med dine kolleger, så meld dig ind i personaleforeningen Vita.

Tekst og foto: Vivi Sjøner

Skive Travbane var målet for den seneste tur med Vita, Viborg Kommunes personaleforening.

Ingen af deltagerne havde forstand på travheste, odds og spilleregler, men det gjorde ikke noget. For det vigtigste var samværet, maden, hyggen og så det at få en oplevelse i godt selskab.

Alle fik en kort introduktion til, hvordan man spiller på travløb, så alle fik også prøvet at gamble på hestene. Nogle havde heldet med sig, enkelte op til flere gange, mens andre måtte se pengene forvinde lige så hurtigt som en kusk kan sige hyp hyp.

Oplevelser i godt selskab


Men det var ikke kun selve løbene, der blev budt på. Med i arrangementet var der buffet, kaffe og kage og inden busturen hjem, blev staldende besøgt. Her fik deltagerne blandt andet indsigt i træningsmetoder, i livet i en sulky og wellness for heste.

Og sådan er det med Vita. De tilbyder udflugter og arrangementer til noget, man måske ikke har prøvet før eller noget, som man rigtig gerne vil opleve, og som bare bliver sjovere, når man deltager sammen med kolleger. Det kan være lige fra flødebollekurser og teaterforestillinger til foredrag og besøg til andre byer. Der er noget for enhver.

Se billedgalleri fra Vitas besøg hos Skive Travbane