Den stille, generte Jesper fandt både sit erhverv og sig selv via sin interesse for drama, sang og rollespil.


Min hemmelige hobby: Pædagogen Jesper synger og spiller teater
Tekst, foto og oplæsning: Lene Bækgaard, Kommunikation
Lyt til artiklen
...
– Jeg var omkring 10 år, da jeg først gang stod på scenen og spillede teater. Det var Skatteøen, og det var jeg så vild med, at jeg begyndte på Dramaskolen – selv om jeg indtil da havde været et meget genert barn, der bare passede sig selv. Siden dengang har teater og andre kreative måder at udtrykke sig på fyldt mit liv.
Ordene er Jesper Teddy Lønstrup Nielsens. I dag er han 35 år og ansat på Møllehøjskolen i Bruunshåb som pædagog.
Der er langt fra den generte 10-årige Jesper til nutidens Jesper. Børnene flokkes om ham, mens vi går henad gangen. Jesper har nemlig den store kuffert med, og børnene ved, at den er fyldt med de hatte, som Jesper bruger til teaterforestillinger. Det er blevet en af de aktiviteter på jobbet, som udspringer af Jespers interesse for skuespil.
– Dramaskolen blev definerende for min udvikling. Her var der plads til at være anderledes, til at være præcis den man er, siger Jesper Teddy Lønstrup Nielsen.


Teater, musicals og tv
Listen over teater og drama-erfaring er blevet lang siden dengang. Jesper har spillet masser af ungdomsteater i Viborg og senere også været med i opsætningen af musicals i Thorning. Han spillede Ronja Røverdatters far Mattis i 2019 og har også haft roller i den store opsætning af Pippi i Herning Messecenter.
I 2019 blev der også tid til at stifte teaterskolen Trako i Skive sammen med skuespiller Marc Bray, som underviser på skolen. Jesper er formand for skolens bestyrelse.
Senest har Jesper været med i fredagsunderholdningen på DR i foråret 2023 i showet ’Stjerneklar’, hvor han var én af tre udgaver af Flemming Bamse Jørgensen.
– Jeg så et Facebook-opslag, hvor de søgte sangere til et nyt sangprogram, men det var nu ikke Bamse, jeg havde i tankerne, da jeg skrev til dem. Det viste sig så, at man blev castet sammen med to andre i et team, og jeg faldt bare fuldstændigt i hak med både Nicki og Thomas lige fra starten, fortæller Jesper.
Dengang hed arbejdsgiveren Vestervang Skole, og her var der fuld forståelse for, at Jesper måtte til København en del torsdag-fredage i løbet af foråret.
– Vores team hang jo på helt indtil semifinalen. Det havde jeg ikke regnet med, men det var en utroligt sjov og lærerig oplevelse. Og så har jeg nu set TV-verdenen indefra, og herunder oplevet en meget positiv og anerkendende tilgang fra både produktionsselskabets og DR’s side, fortsætter Jesper, som stadig har kontakt med de to andre Bamser.
Kreativitet giver nærvær


Det med at gøre sig til en anden end den, man er, er også noget, Jesper bruger i sit arbejde på Møllehøjskolen og i hatte-teateret.
– Jeg har f.eks. en fast karakter, der hedder Benny Bomstærk. Det er ham, der nogle gange kommer til at sige noget lidt forkert eller skørt, men som mener det godt, forklarer Jesper, mens han viser hattesamlingen frem.
Børnene vælger en hat, og så udvikler de sammen med Jesper den karakter og den historie, der opstår, når hatten havner på Jespers hoved.
Lige der opstår kreativiteten. Dér, hvor man kan mærke, hvordan man har det – med sig selv og med andre – det er med til, at man kan præge hinanden i en positiv retning og sætte varige spor hos andre mennesker, mener Jesper.
– Det vil jeg gerne give videre. Jeg føler, at jeg selv først blev accepteret, som den jeg er, da jeg fandt og skabte mine egne rammer inden for det kreative univers, som jeg lever i nu både på arbejdet og i min fritid, slutter han.