Min hemmelige hobby: Parkeringsvagten Anders er fodbolddommer

En fritidsinteresse med frisk luft, motion og gode lommepenge. Spørger du Anders Grove Vejlstrup er den ideelle fritidsinteresse at være fodbolddommer.

Tekst, foto og oplæsning: Lene Bækgaard, Kommunikation.

Lyt til artiklen

...

Egentlig tog Anders Grove Vejlstrup kun dommerkort for at forstå reglerne bedre, når han var på stadion for at se VFF spille. Men han lod sig overtale til at tage den sorte trøje på, og nu har han dømt fodboldkampe rundt om i området mellem Skive i vest til Randers i øst og Hobro mod nord i 16 år.

Anders er en efterspurgt herre på grønsværen – pt. mangler der nemlig mellem 1000-3000 dommere i Danmark. Det betyder, at han som regel er ude til kampe tre gange om ugen, og dermed bruger han hver uge 9-12 timer på sin hobby.

Inden for stregen er vi alle lige

Men når man nu er parkeringsvagt til hverdag, hvad er det så, der gør, at man også har lyst til at være upopulær i sin fritid – i al fald en gang i mellem?
– Min fornemmeste opgave som dommer er jo faktisk at være usynlig. Det er spillet og spillerne, som skal fylde, og det synes jeg lykkes godt i langt de fleste kampe, siger Anders.

Han fortæller, at han også gør sit for, at der bliver skabt en god stemning omkring en fodboldkamp.

– Jeg kan f.eks. godt lide at gå rundt og hilse på trænere, holdledere og forældre, når jeg skal dømme en kamp i ungdomsrækkerne. Det er lidt sværere at råbe op, hvis du lige har trykket hånd med dommeren.

Anders ser en klar tendens til, at man i de yngre ungdomsrækker er begyndt at efterspørge en dommer i sort frem for at lade en af forældrene tage fløjten. Simpelthen fordi de føler, at det andet holds trænere og forældre på sidelinjen opfører sig dårligt.

– Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det er blevet sådan – men det overskygger ikke glæden over at være en del af det fællesskab, der er omkring fodbolden. Inden for stregen er vi alle lige, kan man sige. Fodbold udvisker sociale forskelle, og DBU’s slogan siger det faktisk meget præcist ”En del af noget større”. Det kan jeg godt lide, siger Anders.

Kommunikation og gode lommepenge

Ud over fællesskab på og uden for banen – også med de andre dommere i og omkring Viborg – så giver dommergerningen også kompetencer inden for ledelse og kommunikation. Det er noget, som Anders også bruger aktivt i sit arbejde som p-vagt.

Og som et ekstra incitament, kan det nævnes, at det også giver rimeligt gode lommepenge – ifølge DBU 15-20.000 skattefri kroner om året.

Faktisk er der ikke noget, der taler imod at blive fodbolddommer, hvis man spørger Anders:
– Mit bedste råd, hvis man overvejer at blive fodbolddommer, det er: Gør det jo før, jo bedre! Når du først har fået dommerkortet, er alt, du behøver at anskaffe dig et sæt dommertøj, (t-shirt og shorts), et par gode sko, der egner sig til alle slags belægning, og så et eksemplar af Fodboldloven, siger Anders.