Martin og René gør en forskel – på deres måde

Lykke er et stort ord, når det gælder ens arbejde. Men Martin Johansen og René Kjær Olesen er lykkelige for deres flexjob som it-konsulenter på Houlkærskolen. Begge er autister, og det kan både være en udfordring men også en stor hjælp i jobbet.

Tekst og foto: Vivi Sjøner / Kommunikation


- Er der en af jer, der lige kan hjælpe mig? Mit USB-stik virker ikke.

En lærer fanger Martin og René på gangen uden for et klasselokale. De ser spørgende på hinanden et kort øjeblik. Så slår René fast, at han jo har fri nu, så opgaven ligger på Martins skuldre.

- Det er lige sådan en situation, der kan være lidt svær. For nu kan jeg blive i tvivl om, hvad jeg skal gøre først. Jeg har jo andre opgaver, siger Martin og ser lidt rådvild ud.

Men, så tager han en beslutning. Han henter sin pc og kommer læreren til undsætning.

Siden november 2023 har Martin og René været fastansatte i flexjob på Houlkærskolen, hvor de begge har gået som børn.  Martin er uddannet på Aspit (red: en treårig uddannelse for unge med autisme), og René er uddannet web-integrator. Begge gik med drømmen om en arbejdsdag inden for it, og efter flere praktikker forskellige steder, endte de to med hjælp fra deres jobkonsulenter med at søge samme sted.

Houlkærskolen havde netop sagt farvel til deres it-mand, der gennem en årrække havde løst de mange opgaver, der følger med, når man i dag driver en skole fyldt med ny teknologi.

- Jeg havde Martin og René til samtale, og vi blev enige om, at de kunne komme i en prøvepraktik, og da den gik fint, blev de fastansatte. Og det har jeg ikke fortrudt, fortæller skoleleder Jens Johansen.

- Ja, vi må da have gjort et godt indtryk, smiler Martin.

Mangfoldighed er en kvalitet

Martin og René har 16 timer forskudt hver om ugen - dog med to timers overlap, så de har mulighed for at hjælpe hinanden og sammen planlægge arbejdet.

- At Martin og René har autisme kan jo vække lidt bekymring, men lige så meget nysgerrighed. Houlkærskolen er en mangfoldig skole – det er en af vores værdier. Jeg har altid optaget af, at mangfoldighed skal være repræsenteret i medarbejderstaben. Det tror jeg, er en kvalitet, siger Jens Johansen.

- Det vigtigste er, at Martin og René er dygtige til deres arbejder, og de løser de opgaver, vi har til dem. Og så er de også et par rigtig rare fyre, siger Jens Johansen.

Martin og Renés opgaver rummer alt muligt inden for teknik. De har bl.a. styr på, at elevernes og lærernes pc’er fungerer, at netværket virker, udskiftning af printere og få projektorerne, der hænger i lofterne til at køre – med både billede og lyd.

Fordele og udfordringer

Når man har autisme, kan der både være fordele og ulemper ved at være på en arbejdsplads, og det behøver ikke være de samme, for autisme kommer også i alle afskygninger.

- Min autisme hjælper mig på arbejdet med at være objektiv – holde fokus på opgaven, til den er færdig. Jeg har også meget let ved at forstå teknik, og kan hurtigt gennemskue, hvordan en opgave skal løses. Til gengæld er jeg ikke så social, forklarer René.

- Min autisme er mere mild, så jeg er god til det sociale, god til at tale med fremmed, og så er jeg god til at finde alternative løsninger, hvis den første ikke dur, fortæller Martin.

En udfordring for begge to er, hvis der pludselig opstår en opgave, som forstyrrer den plan, de egentligt havde lagt, eller hvis der er for mange opgaver, der står i kø for at blive løst. Så kan det være svært at prioritere. I de tilfælde hjælper de hinanden med få styr på rækkefølgen.

For Martin er der ind imellem nogle dage, der er lidt sværere end andre.

- Jeg blev mobbet i skolen som barn, og hvis jeg nogle dage kommer til at tænke for meget på det, så bliver det ofte en træls dag.

- Derfor er dejligt, at vi har et overlap på to timer, hvor vi er her begge to. Så har vi tid til at tale sammen og hjælpe hinanden, hvis noget er svært, og jeg kan dække for Martin, hvis han har brug for at gå en tur eller lige vil være lidt alene, fortæller René.

Stor jobglæde

Både Martin og René er vilde med deres job, deres kolleger og alle børnene på Houkærskolen.

- Jeg er rigtig glad for mit arbejde og mine kolleger, men jeg tror ikke, jeg skal pensioneres her. En dag kunne jeg godt tænke mig at få et job med at lave hjemmesider, fortæller Martin.

 René satser mere på at blive gammel på Houlkærskolen og udtrykker sig så fint:

- Jeg er lykkelig for det her sted og mit arbejde. Jeg føler, at jeg gør en forskel og stadig udvikler mig. Jeg kan få lov til at komme med min egen måde at gøre tingene på, uden det forstyrrer. De forskellige personaler og børnene er glade for at se mig. Jeg har virkelig lyst og trang til at tage af sted om morgenen. Jeg håber, jeg skal pensioneres her.