Katrine og Dennis arbejder med at hjælpe helt almindelige mennesker ud af et stofmisbrug i Helt Anonym.
Katrine og Dennis hjælper naboen ud af stofmisbrug
Tekst og foto af Vivi Sjøner/Kommunikation, Grafik: Bodil Rom-Jensen
Er din søde nabo stofmisbruger? Er din gode kollega? Eller den dygtige håndværker, du lige har haft besøg af? Eller din kone? Nej vel. For vi ved godt, hvordan en misbruger ser ud, ik’?
Men rusmiddelkonsulenterne Katrine, 39 år, og Dennis, 43 år, ved bedre. For de har i mange år arbejdet med misbrugere, og de seneste to år har de arbejdet med stofmisbrugere i tilbuddet Helt Anonym under Rusmiddelcenter Viborg.
Her hjælper de helt almindelige mennesker, der af den ene eller anden grund er kommet ud i et misbrug med hash, amfetamin, kokain eller lignende stoffer. Det har de stor succes med og størstedelen af de deltagende bliver stoffri.
- Ja, det er gode resultater. Jeg tror, det blandt andet skyldes vores tilgang til dem, som kommer her. Vi behandler dem med respekt. Det er jo mennesker, som alle os andre. Det er folk som dig og mig, siger Dennis.
Målgruppen for Helt Anonym er folk i arbejde eller under uddannelse, som ikke har andre behandlingskrævende diagnoser. Misbruget kan være fx hash, kokain eller amfetamin.
Mennesker med historie
Det er mennesker, som måske har haft svære udfordringer i livet, som har fået dem til at tage stoffer, der i en periode kan ”dulme” livet. Andre har måske blot deltaget i den danske festkultur, hvor stoffer i dag er næsten en lige så naturlig del af en glad aften som alkohol.
- Der er ikke nogen, der ”bare” tager stoffer. Der ligger altid en historie bag. Mange bruger stoffer som selvmedicinering mod stress, familieproblemer eller svære følelser. Men når de kommer her, vil de gerne noget andet, for de har fundet ud af, at stofferne ødelægger deres krop, deres hjerne og deres relationer, forklarer Katrine.
Der er måske også kolleger på jobbet, der er begyndt at spørge nysgerrigt til, om alt er som det skal være. For rigtig mange tager stoffer, mens de er på arbejde. Katrine og Dennis ser mange fra det private erhvervsliv – både håndværkere og advokater. Men de ser også unge studerende og folk, der er ansat i det offentlige.
“Det, at jeg mødte op til gruppeterapi, har gjort en kæmpe forskel for mig og mit hash-rygestop... Jeg mødte mennesker, fantastiske mennesker jeg kunne spejle mig i... Jeg fik hurtigt lagt mit misbrug på hylden – langt hurtigere, en jeg regnede med, og jeg glæder mig alligevel stadigvæk til at møde op hver tirsdag. (Tidligere bruger af Helt Anonym).
Ingen registrering – helt anonymt
- Hos Helt Anonym er man virkelig helt anonym. Vi får kun et fornavn, og det kan vare være et opdigtet navn. Der bliver hverken registreret eller skrevet noget ned. Vi holder heller ikke til ved Rusmiddelcenteret, for det kan afholde nogen fra at komme, fortæller Katrine.
Når en borger henvender sig, tager Katrine eller Dennis altid først en individuel snak med vedkommende. Derefter foregår behandlingen i en gruppe på max ni personer.
- Det kan virkelig være svært for nogle at skulle træde ind i en gruppe, for så er der jo andre, som ser dem og finder ud af, at de har et misbrug. Men, når den tærskel er overvundet, mærker de hurtigt, at der er så megen hjælp at hente – både hos os og i gruppen, fortæller Katrine.
Hjælpen i Helt Anonym består konkret i at finde motivationen til at stoppe misbruget, lægge en plan for, hvordan de komme ud på den anden side og kan fastholde det stoffri liv.
Trygt og hyggeligt sted
- Noget af det vigtigste for Katrine og mig er, at vi skaber et trygt sted med hygge og hjemlig atmosfære. Vi har altid kaffe og te på kanden. Der er også stearinlys og chokolade på bordet. Her er plads til at vi kan grine og græde sammen. Her er ingen løftede pegefingre, ingen fordømmelse, fortæller Dennis.
Både Katrine og Dennis taler meget varmt og engageret om deres job. Det er tydeligt, at de har en ild, der brænder for de mennesker, de arbejder med.
- Vi kan begge lide dem, vi arbejder med. Jeg synes, det er så fantastisk at møde de her mennesker, få deres historie og hjælpe dem hen ad vej, de gerne vil gå, siger Dennis. Katrine nikker bekræftende og tilføjer:
- Vi kan også mærke, at når folk stopper hos os, så er de glade og taknemmelige. Vi får ofte en ordentlig krammer til farvel. Vi ved, at de bare er mennesker - som os, og de finder hurtigt ud af, at vi også bare er mennesker, som dem.
Helt anonym
Helt Anonym er et gratis tilbud til borgere i Viborg Kommune, som er i arbejde eller under uddannelse, og som har et stofmisbrug med fx hash, kokain eller amfetamin.
Kontakt Helt Anonym via sms eller opkald på 61 93 75 75 eller mail til heltanonym@viborg.dk
Har du mistanke om misbrug?
Hvis en ven, kollega, eller familiemedlem pludselig begynder at ændre adfærd, få humørændringer, springer måltider over eller noget bliver mere vigtigt end det burde være, så kan det være et tegn på, at noget er galt.
Hvis du har mistanke om, at en du kender godt, er kommet ud i et misbrug, er det bedste, du kan gøre at spørge, om alt er ok? Vi skal ikke være så bange for at tale om, når noget er svært.