Dans bringer smilene frem på en gråvejrsdag

Billedreportage: Som en del af Danmarks Motionsuge bevæger vi hele kommunen i uge 41. Hos Jobigen er der bevægelse på programmet hver dag kl. 09.30.

Tekst & foto: Katrine Rubeck/Kommunikation

Det er tirsdag formiddag. Udenfor er det gråt i gråt, men det lægger ikke en dæmper på humøret i Bevægelseshallen hos Jobigen.

I anledning af Viborg Kommune i Bevægelse en del af Danmarks Motionsuge har personaleforeningen hos Jobigen arrangeret små bevægelsesaktiviteter.

Tirsdag er temaet bevæg dig til musik, hvor både ansatte og borgere, der har deres daglige gang på Nørremarksvej 17, er velkomne.

Jobindsatsmedarbejder Ida Marie Bruhn Løvsø fører an i bedste Saturday Night Fever stil, og der er ikke spillet mange toner af Rasmus Seebachs "Lidt i Fem", før smilene bryder frem, og pulsen kommer op.

Efter et kvarters tid med bevægelse er det tid til at vende tilbage til arbejdet. 

I løbet af uge 41 er der en række aktiviteter, medarbejdere i Viborg Kommune kan deltage i, men der er også lagt op til, at hver arbejdsplads kan finde på sine egne aktiviteter, som de nu for andet år har gjort hos Jobigen. Se hele kataloget med aktiviteter på vicki.dk.