Alle børn burde ha’ en Ruth og en Asta

Tekst og foto: Lene Bækgaard / Kommunikation 

Snart syv år er gået, siden Ruth og Asta første gang trådte ind i Unoden som frivillige. I begyndelse var de tilknyttet en fast gruppe, nu hjælper de, hvor der er behov. De spiller kort, leger i dukkekrogen og hjælper med limpistolen, når der skal laves krea-projekter. Men mest af alt, så er de der. Tilgængelige. Rolige. Og det smitter af på både børn og personale i Unoden.

– Vi deltager i de aktiviteter, der nu foregår. Vi spiser også sammen med børnene til frokost og hjælper med at rydde op, og så går vi hjem sådan omkring middagstid, fortæller Ruth Kristensen, som har en fortid som forsøgstekniker, inden hun gik på pension som 70-årig.

Asta Harritz, som i mange år arbejdede i forsikringsbranchen, fortæller, at hverken hun eller Ruth havde egne børnebørn, da de begyndte som frivillige, og at det var en af årsagerne til, at de fulgte opfordringen fra Ældresagen til at kontakte Unoden.

– Ruth og Asta er en ekstra gave til hele Unoden, når det bliver onsdag, siger Pernille Dam Marcussen, som selv var ny i lederjobbet i Unoden, da frivillig-ordningen blev sat i stand.

– De indgår jo ikke i mødeplanen, så alt det, de bidrager med, giver simpelthen ekstra kvalitet i hverdagen, siger hun.

Der er ingen tvivl om, at Ruth og Asta er kendte og elskede ansigter i Unoden. Det kunne f.eks. mærkes, da Corona-pandemien var slut, og de to frivillige igen kunne møde ind i børnehaven efter en ufrivillig pause. RUTH og ASTA! RUTH og ASTA! råbte børnene, da de så dem igen.

– Det blev vi da lidt imponerede over, siger Ruth Kristensen. – Vi havde jo været væk fra huset i lang tid, men børnene kunne godt huske os. Det varmer.

– Ja, som personale kan vi ikke give børnene det samme, supplerer Pernille Dam Marcussen. – At I tilhører en anden generation er også en kvalitet i sig selv. Mange af børnene her kender ingen ældre mennesker, fordi de kun har sparsom kontakt til egne bedsteforældre eller måske slet ikke har nogen.

Derfor er Ruth og Asta også altid med, når der holdes bedsteforældredag i Unoden. Som en slags bedstemor-vikarer. Som dem, der gør, at man ikke føler sig anderledes, når man ikke har sin egen bedstemor med til bedsteforældredag. Det varmer også.

Ruth og Asta kendte ikke hinanden, inden de blev tilknyttet Unoden som frivillige, men nu er de blevet bekendte – ja nærmest veninder. Det blev en ekstra bonus ved tjansen som frivillig.

– Vi kan finde på at gå på café inde i Viborg og måske tage ud at shoppe sammen, fortæller Ruth, som bor i Vester Bjerregrav mellem Møldrup og Løvel. Asta bor heller ikke i Viborg, men i Ørum. – Ja, det koster jo lidt i benzin at køre til Viborg, men det tager vi med, smiler hun.

Det er på deres eget initiativ, at de kommer samme dag i Unoden. Egentlig på baggrund af en anbefaling fra Ældresagen, så der ikke blev brud på kontinuiteten i, at der hver onsdag var en frivillig, hvis der nu var sygdom eller andre private aftaler, der kom i vejen. Men derudover har kvinderne også glæde af at kunne hjælpes ad, når de er i Unoden, fortæller de.

Unoden er blandt de få børnehuse i Viborg Kommune, som har tilknyttet frivillige, og det undrer Pernille Dam Marcussen.

– Der er i princippet ingen forskel mellem at have en praktikant i huset og en frivillig, siger hun.

– Da Ruth og Asta begyndte hos os, holdt vi et kort møde, hvor vi aftalte rammerne for deres indsats og fik forventningsafstemt opgaverne med hinanden. Og vi har aldrig oplevet problemer.

Det er tid til at gå uden for. Alle børn er på legepladsen denne formiddag, og Ruth og Asta har dårligt sat sig til rette på en af bænkene, førend de første børn nærmer sig. Der er noget, de gerne lige vil fortælle. Noget, de har fundet. Og Ruth og Asta har altid tid til at lytte.